Notarius publicus

En notar er en embedsmand på et dommerkontor. Og så er notaren et glimrende eksempel på et begreb, der kræver tolken og translatørens fulde forståelse, fordi praksis og præmisser, beføjelser og bestemmelser kan være forskellige fra land til land. Endelig spiller notaren en aktiv rolle, når man 1) skal have oprettet bekræftede kopier, 2) til påtegning af underskrifter på et originaldokument, og 3) når translatøren skal have bekræftet sin underskrift på en oversættelse, der skal bruges i udlandet. I hvert fald for nogle lande og i nogle tilfælde.

Sagen er nemlig den, at det afhænger af modtagerlandets skikke. Og fx kan man i oversættelsesrelaterede sammenhænge ofte få bekræftet en oversættelse hos Dansk Erhverv eller via konsulaterne, som begge lige så ofte er nemmere og billigere løsninger. Men her skal det handle om notaren.

Du får derfor en kort gennemgang af nogle af de centrale områder, der adskiller sig fra de danske forhold for de fremmedsprog, som er repræsenteret i Alpha-Lingua.

Notar i Danmark vs verden

Før afskaffelsen af statsautorisationen i Danmark var det ikke nødvendigt for en dansk translatør at gå til notaren forud for indhentelse af en apostille, da deres underskrift var registreret hos Udenrigsministeriet, men sådan er det ikke længere. I dag kommer man ikke uden om notaren (eller alternativt Dansk Erhverv eller konsulaterne). Og særligt for lande uden for EU, der altid vil kræve en notarpåtegning, fordi notarsystemet er kendt praksis i store dele af verden.

Notar i Danmark vs Polen

En edsvoren translatør i Polen har nogle af de samme beføjelser som en dansk notar, når det angår bekræftelse af dokumenter. Således kan Paulina Lundén, der netop er taget i ed i Warszawa, lave bekræftede kopier af originaldokumenter til brug i Polen – helt uden en notars medvirken. Hun kan også lave bekræftede oversættelser, der ikke behøver yderligere notarstempler, når dokumenterne skal anvendes i Polen. Dermed sparer Paulina tid og besvær, og kunderne sparer penge i forhold til punkt 1 og 3 ovenfor.

Notar i Danmark vs Italien

I forhold til Italien er forskellene primært relevante i forhold til punkt 1 og 2 ovenfor, da Dansk Erhverv eller Konsulatet næsten altid er det bedste alternativ til punkt 3. Men sammenholder man det at få udformet fx en fuldmagt i Danmark med Italien, er der visse forskelle, der er vigtige at kende til.

I Danmark forfatter man nemlig selv sin fuldmagt og er afsender af den: Jeg, X, giver hermed Y fuldmagt til at … Notarens rolle er i dette tilfælde at bekræfte fuldmagtsgivers identitet gennem en analog tofaktorgodkendelse: fysisk, våd underskrift og identitetskort. Og i visse tilfælde vil en dansk notar insistere på kun at notarpåtegne noget, vedkommende selv kan læse, for at sikre, at han/hun ikke bekræfter en persons underskrift på noget, underskriver ikke forstår, hvad er. Men grundprincippet i notarens virke er at bekræfte underskrivers identitet, hvorfor man altid skal møde personligt op foran notaren.

I Italien er notaren derimod en del af hele fuldmagtsprocessen, idet notaren selv udfærdiger fuldmagten. Det vil sige, at notaren skriver sig selv ind i fuldmagtens ramme, ved at gøre sig til afsender: Foran undertegnede notar står her i dag x og y …, hvorefter notaren påtegner fuldmagten sammen med fuldmagtens parter. En erfaren italiensk translatør ved derfor, at man ikke bare kan oversætte en fuldmagt, der er udfærdiget efter italiensk skik, hvis den skal påtegnes af en notar i Danmark og omvendt, da de to landes måder at formulere og opstille en fuldmagt simpelthen ikke er forenelige med det andet lands notarpraksis.

Og dette gælder faktisk for de fleste såkaldte notaroprettede dokumenter; termen ’notaroprettet’ dokument er i virkeligheden meget sigende for italienske forhold, eftersom den italienske notar i langt de fleste tilfælde er den, der udfærdiger selve teksten til dokumenterne, og ikke blot den myndighed, foran hvilken man efterfølgende underskriver dokumenterne. I øvrigt er en notarpåtegning meget dyrere i Italien i forhold til Danmark.

Fællesnævnerne er derimod to: 1) Translatøren har i ingen af de to lande status af myndighed og kan i mange situationer derfor ikke omgå notarens underskrift. 2) Herudover kan der både i Danmark og Italien være flere ugers ventetid på at få en tid hos notaren.

Notar i Danmark vs Tyskland

I Tyskland varetager notaren som hovedregel de samme opgaver som en dansk notar. Det, der adskiller begreberne i Tyskland og Danmark, drejer sig om selve notaren og de krav, der stilles til en tysk notar. Måske ikke helt uventet, er der langt større kvalifikationskrav til en notar i Tyskland til sammenligning. Med andre ord drejer det sig om indsigt og viden, som translatøren og tolken skal besidde; og det gør Flemming Vogdrup, der er tysk translatør og tolk hos Alpha-Lingua.

Engelsk notarius publicus

For engelsk kan der ikke opstilles nogle enkle eksempler, da engelsk er hovedsprog i så tilpas mange lande, at vi ville skulle begå et opslagsværk af encyklopædiske dimensioner. Men spørg os, for som regel kan vi rådgive dig eller fortælle dig, hvor du kan finde svar på dine spørgsmål.

Kort om Dansk Erhverv

• Ved afskaffelsen af statsautorisationen i Danmark tildelte man translatørernes autoritet til Dansk Erhverv
• Dansk Erhverv har ofte ingen ventetid og koster mindre end en notar, men nogle lande sværger til notarsystemet og er derfor ufleksible på det punkt
• Hos Alpha-Lingua ved vi ofte, om du kan nøjes med en bekræftelse fra Dansk Erhverv, konsulaterne eller skal gå via en notar ­– eller kan nøjes med vores påtegning.

Du kan læse mere om legalisering ved Dansk Erhverv på vores hjemmeside: legalisering.

Skrevet af Caroline Qvist Abel