Personattesten

Certifikat personattest

Det digitale og det, der bliver ved det gamle

Vil du kunne begå dig i attest-skoven og kende forskel på det nye og det gamle?  Vi har lavet en lille gennemgang, så der ikke skulle herske yderligere tvivl om, hvad der er ”hot or not”.

Fra EU’s side besluttede man i 2018 at strømline attesterne i medlemslandene. Det betød, at man i Danmark afskaffede fødsels-/navneattesten og erstattede den med personattesten. Men vi har stadig den gode gamle fødsels-/dåbsattest.

Kirkelig-handling

Her er, hvad du skal vide.

Fødsels-/navneattesten bruges ikke mere

Førhen kunne du rekvirere en fødsels-/navneattest. Den dokumenterede dine civile oplysninger:

  • Navn
  • Fødselsdato
  • Fødested
  • Oplysningerne om din herkomst.

Du kunne endda vælge at få en fødsels-/navneattest, selvom du var døbt, hvis du ikke ville skilte med det.

Den attest er i dag erstattet af personattesten og fungerer på samme måde.

Fødsels-/dåbsattesten er stadig hot

Som parallel til fødsels-/navneattesten kunne du få udleveret en fødsels-/dåbsattest. Attesten indeholdt som fødsels-/navneattesten de grundlæggende oplysninger om herkomst og fødselsdato, men i tilgift portrætterede den dig med:

  • + Dåbsdato
  • + Benævnelse af kirke/sogn for dåben.

Denne attest kan du stadig rekvirere, hvis du skal dokumentere din dåb. Den forudsætter naturligvis, at du er døbt i den danske folkekirke og knyttet til folkekirken.

I dag har du således fortsat to muligheder for at identificere dig – med en fødsels- /dåbsattest eller med personattesten. 

Personattesten tager det hele med

Den moderne attest, personattesten, bekræfter oplysninger om dig af civil karakter, i takt med at du foretager officielle handlinger, der registreres i Personregistret og i CPR. Det er med andre ord en skildring af dit borgerlige liv fra fødsel over civilstand til død.

Det vil sige, at attesten indeholder flere og flere oplysninger om dig, efterhånden som du tilføjer mærkedage til bogen som borger, men den undlader at nævne din dåb, selvom du måtte være døbt. Du kan ligesom med den gamle, arkiverede fødsels-/navneattest få udleveret en personattest, selvom du er døbt, hvoraf det ikke vil fremgå, at du er døbt.

Den digitale og den analoge version

Attesterne fås i digitale versioner, der bestilles online med NemID til levering til din e-Boks på www.borger.dk. De kan også bestilles online til afhentning eller fremsendelse. Du kan endda møde op på kirkekontoret i dit sogn med billed-ID – du finder dit lokale sogn på portalen sogn.dk.

Vær opmærksom på, at de digitale versioner ikke bærer stempel og underskrift samt vandmærke, hvilket i nogle sammenhænge ikke har betydning, mens det i andre gør en forskel. Der kan for eksempel være lande, som forlanger stempel og underskrift for at godtage dokumentet.

Personattest. Digital -analog

Kan jeg få den på andre sprog end dansk?

Attesterne fås på dansk eller på dansk/engelsk.

Skal du have oversat en attest til et andet fremmedsprog end engelsk, skal du undersøge, hvorvidt modtagerlandet går op i, om der er originale stempler og den slags klenodier på attesten, eller om de er helt tilfredse med en moderne, digital udgave i oversat version.

Du kan læse mere om oversættelse af attester her: alpha-lingua.dk/skal-du-have-oversat-en-attest/ og her: alpha-lingua.dk/italienere-vil-have-det-rigtige-det-originale-og-det-nyeste/

Døds-/begravelsesattesten

Som en lille krølle på attest-gennemgangen skal du vide, at samtidig med at EU fik afskaffet fødsels-/navneattesten, tog de døds-/begravelsesattesten med i graven. I dag fremgår de sidste markeringer af en persons liv også af personattesten.

Læs mere om personattesten her: www.personregistrering.dk/personattest.html

Af Caroline Qvist Abel