Arbejder man som tolk og oversætter i Danmark, kan man principielt arbejde i hele landet for politi, retsvæsen og advokater, når man er optaget på Rigspolitiets tolkeliste.
Dette gælder også i Frankrig, hvis man er optaget på den landsdækkende liste over edsvorne oversættere og tolke og/eller såfremt man er optaget på en liste ved en appelret.
Den landsdækkende liste stilles til rådighed for alle retskredse i Frankrig.
Efter den 17. marts 2011 er det blevet muligt som oversætter og tolk at blive anerkendt i Frankrig, selv om man er optaget på en liste i en retskreds i en anden EU-medlemsstat. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har afsagt den såkaldte Peñarroja-dom om fri udveksling af tjenesteydelser.
Når dansk politi og anklagemyndighed rejser til udlandet for at foretage en indenretlig afhøring, tager de ofte en tolk med fra Danmark, som kender sagen.
Når det drejer sig om Frankrig, aflægger den pågældende udenlandske tolk ed i retten ved retsmødets begyndelse.
Dommerne i Frankrig kan i civil- og straffesager frit vælge oversætter/tolk. Dommerne kan udpege hvem som helst som oversætter eller tolk, forudsat vedkommende aflægger ed inden løsning af oversættelses- eller tolkeopgaven. Dette gælder også personer uden oversætter- eller tolkeuddannelse. I praksis vælger dommerne helst personer, som er optaget på de officielle lister med oversættere og tolke.
Hvad er en edsvoren oversætter i Frankrig?
I Frankrig er titlen « edsvoren oversætter» eller « edsvoren tolk » en beskyttet titel, der er forbeholdt personer, der er optaget:
• på den landsdækkende liste udarbejdet af kassationsretten (Cour de Cassation),
• eller på den af hver enkelt appelret (Cour d'Appel) udarbejdede liste.
Sådan opnås titlen
For at kunne benytte titlen « edsvoren oversætter » skal man være optaget på den landsdækkende liste eller på en liste ved en appelret. Ulovlig anvendelse af titlen er en overtrædelse af den franske straffelovs § 433-17.
Personer på disse lister må kun benytte titlen med anførsel af teksten « expert agréé près la Cour de Cassation », eller « expert près la Cour d'Appel de(rettens navn)».
Når man er optaget på listen som « expert », må man ikke reklamere for sit virke som ”expert de justice”.