Anne tør, hvor andre må takke nej
Men hvad er det, denne Anne tør, spørger du måske dig selv?
Hun tør være så tør, at selv det mest knastørre blæk liver op, når der skal oversættes ufatteligt tørre sætninger til eller fra engelsk.
Sådan er det at være Anne Simonsen, der har arbejdet som engelsk tolk og translatør siden 2003 og været partner i Alpha-Lingua siden 2008. Fra sin kontorplads på 1. salen i Kattesundet har hun gjort det til sit fornemste speciale at oversætte den type sætninger, som langt fra alle, der kan engelsk, kan oversætte. Det kunne for eksempel være sætninger på 10-15-20 linjer såsom den, der førte til, at Anne i 2016 skrev en artikel sammen med billedmedieoversætter Kirsten Marie Øveraas.
Men man kommer ikke sovende til den slags kompetencer. Man skal blandt andet kunne taste som død og djævel og være specialist i at google sig til svar på alt.
Funderer du over, hvordan hverdagen er for en translatør og tolk?
Anne Simonsen afslører (noget) om sit virke:
Tier, selvom mangen en manuskriptforfatter ville betale i dyre domme for at vide, hvad Anne ved
”Jeg har oversat mange dokumenter i spændende straffesager, hvor jeg ikke har kunnet tale med andre om indholdet. Der kunne helt sikkert laves adskillige spændende film på basis af dem, men i bund og grund er det jo virkelige og alvorlige sager, som har haft virkelige og alvorlige konsekvenser for dem, forbrydelserne er gået ud over – og for dem, der har begået dem.
Min hverdag byder også på oversættelse af tekster med meget lange og snørklede sætninger, som de fleste nok ville betragte som ufatteligt kedelige. Men det er nu engang det, jeg har gjort til mit speciale: At oversætte de tekster, som ikke bare kan oversættes af hvem som helst, der kan engelsk.
I øjeblikket oplever jeg flere og flere, der efterspørger oversættelser i forbindelse med den nye persondataforordning (GDPR), som trådte i kraft den 25. maj i år. Det tager jeg mig også gerne af, selvom de fleste ruller med øjnene, når talen falder på privatlivspolitikker og databehandleraftaler.”
Smider alt og taster løs, også hvis Sean Connery banker på døren
”Professionen kræver, at du er fleksibel og omstillingsparat, for du ved aldrig, hvad der dukker op af nye opgaver om fem minutter, som haster som død og djævel. Det måtte gerne være Sean Connery, der kom til kaffe, men det er nu oftest en embedsmand med en oversættelse af en arrestordre, der kræver, at du smider alt, hvad du har i hænderne og taster det hurtigste, du har lært. Eller det kan være en akut tolkeopgave, hvor retten sidder midt i et retsmøde og opdager, at de mangler en tolk. Så spunser jeg ud ad døren med det samme.”
Googler lystigt, for hver dag bringer nye udfordringer og ukendte emner
”– hver eneste dag. Det er det, der gør det spændende at være translatør og tolk. Noget af det, som vi er uddannet til, er at sætte os ind i nyt stof. Jeg har udviklet nogle ret skrappe evner til at google mig til svar på alverdens ting. Derudover benytter jeg mig af mit netværk af oversætterkolleger og folk med alle mulige andre faglige baggrunde. Det kan for eksempel være min altid hjælpsomme fætter, der er overstyrmand på et olieskib, og som flere gange har hjulpet mig med at hitte rede i, hvordan den slags fungerer.”
Samler på de ideelle opgaver
”Den ideelle opgave er en, hvor jeg ikke skal bruge lang tid på at lande selve opgaven, og hvor kunden giver mig klar besked om, hvad formålet med oversættelsen er, så jeg kan se målgruppen tydeligt for mig, mens jeg oversætter. Desuden kan jeg gode lide, når jeg samtidig lærer noget nyt uden at være helt på gyngende grund. Den slags opgaver er det værd at gå langt efter.”
Gentager gerne sig selv
”Vi lever ikke i en ideel verden, og vi bliver stadig spurgt om, hvad en oversættelse koster, alt imens der ikke er noget hurtigt svar på det. I min verden skal jeg først se det dokument, der skal oversættes, så jeg kan vurdere dets omfang og sværhedsgrad. Først derefter kan jeg vurdere, hvor lang tid det vil tage at oversætte, og dermed hvad det skal koste. Selv standarddokumenter ser nogle gange anderledes ud eller har en masse stempler og påtegninger, som jo også skal med, når man laver en translatørbekræftet oversættelse – for dér skriver jeg under på, at jeg har lavet en fuldstændig og nøjagtig oversættelse.”
Tøver ikke, men tør fortsat tro på en fremtid som translatør og tolk, trods nye tider
”Translatørbeskikkelsen blev afskaffet for et par år siden, men jeg synes ikke, at vi oplever et reduceret behov for bekræftede oversættelser, hvor vi sætter vores stempel og bekræfter, at oversættelsen er fuldstændig og nøjagtig. Nok er der kommet flere translatører, fordi det ikke længere er en beskyttet titel, men jeg oplever dog stadig, at vores kunder anerkender, at det kræver særlige kompetencer som for eksempel viden om retssystemerne i både Danmark og de lande, hvor ens fremmedsprog tales. Derfor er jeg glad for, at jeg som medlem af Translatørforeningen er certificeret translatør og omfattet af et sæt etiske regler, der kan bruges til at vise, at jeg tager mit erhverv alvorligt.”
Så tøv ikke: Har du en tekst, der skal oversættes til eller fra engelsk, og skal hver eneste detalje være præcis lige så snorlige som agent 007’s habit, så kontakt Anne Simonsen. Hun står klar til at spunse af sted for dig.
Seneste indlæg
Fra første til sidste åndedrag
Translatøren er med ved alle livets store og mindre begivenheden og står dig bi gennem oversættelse af alle dit livs attester.
Jeg kender en mand – Flemming Vogdrup
Jeg kender en mand, der ikke har brug for at bryste sig af sin viden, sine oplevelser og utallige erfaringer, selvom mængden er larmende imponerende.
Alpha-Linguas bogliste
Und dig selv at dykke ned i denne liste over romaner og en enkelt tegneserie, der helt eller delvist omhandler vores virke som tolke og translatører.
Alpha-Linguas filmliste
Filmnørd? Interesseret i en af verdens ældste professioner? Vil du dykke ned i debatten om god og dårlig tolkning? Så læs med her
Vores medlemskab, din garanti
Garanti for faglighed– derfor er vi medlemmer af brancheorganisationerne Translatørforeningen og Danske Translatører.
Tolkens fornemmeste opgave
Tolkning er ikke blot et spørgsmål om at tolke det sagte mellem to parter. Det er mindst lige så vigtigt at tage ansvar for den ikke-sproglige forbindelse.
Foreigner in Denmark?
If you need a translation of your personal papers, your university diploma, your job contract, your child’s birth certificate or any other documents, we have the experience and the skills to assist you.
Kunsten at oversætte – og formidle den proces til jer
Det er de færreste, der umiddelbart ved, hvad det kræver af forarbejde at aflevere en præcis og retvisende oversættelse af en given tekst.
Skal I giftes i Italien?
Vi får mange henvendelser fra kunder, som skal giftes i Italien, og der er mange praktiske og bureaukratiske ting, man lige skal have styr på for at blive viet i Italien. Vi guider her.