Erhvervspraktikant: Nu ved jeg, hvad det vil sige at være tolk

”Hej, mit navn er Emma, og jeg har været i erhvervspraktik hos Alpha-Lingua i uge 46.”

Alpha-Lingua har før haft erhvervspraktikanter og behøvede derfor ikke læse op på lektien om, hvordan man bedst sammensætter en udbytterig erhvervspraktikuge for en 9. klasseselev

Erhvervspraktikant hos Alpha-Lingua

På programmet stod bl.a. ’Test dit engelskniveau. Særlige udfordringer på engelsk? Ønsker til grammatik, andre sproglige udfordringer? Tal engelsk med Mette Davies.’ Senere samme dag skulle Emma læse en folder om Danmarks domstole.

Emma tog godt imod sine opgaver: ”Jeg har haft en sjov og hård uge på samme tid. Jeg kunne godt lide de mennesker, som jeg kunne kalde kollegaer i den uge. Samtidig synes jeg, at noget af arbejdet var megasvært, men det hele var det hele værd.”

Et føl i Dommervagten ved professionel tolkning

Tirsdag skulle Emma se en film om Københavns Byret og med på et besøg i Dommervagten: ”Jeg er glad for, at jeg fik den mulighed. Nu ved jeg så meget mere om, hvad det vil sige at være tolk,” har Emma skrevet i sin evaluering af ugen hos Alpha-Lingua.

Emma fik også lov at overvære en tolkning i byretten, hvilket var en stor øjenåbner for den spirende tolkeaspirant: ”Før tænkte jeg, at det måtte være nemt at oversætte og tolke til retssager og den slags, men der er så meget mere gemt under titlen ’tolk’. Havde det ikke været for Flemming, Mette, Ditte, Anne og Carina havde jeg aldrig fundet ud af, hvor svært, sjovt og kompliceret det er at være tolk,” fortæller Emma glad og taknemmelig efter sin uge som tolkepraktikant.

Hun løfter i samme sætning sløret endnu mere for sin begejstring og sine egne opdagelser: ”Selvom det lyder nemt at tale et andet sprog flydende efter mange års træning, så glemmer folk, at bare fordi at man kan klare sig gennem en ferie med det engelsk, man kan, så er det overhovedet ikke nok til at kalde sig selv for tolk. Det, mange folk glemmer, inklusive mig selv, er, at som tolk skal man også kunne det juridiske sprog, og det kan være ret svært, fordi det ikke er nogle ord, man normalt hører.”

Oversættelse er ikke ren Netflix hos Alpha-Lingua

I løbet af ugen fik Emma en fritidsopfordring; nemlig at se Netflix-serien ’The Crown’ med engelske undertekster, da den repræsenterer et smukt britisk engelsk og samtidig er en god indføring i hele dronning Elizabeths regeringsperiode, den britiske kongefamilie og britisk historie i de sidste 70-80 år. Den og andre af ugens opgaver fik Emma til at fundere over det at oversætte:

”Mange tænker nok, at det er nemt at oversætte, men det er faktisk svært. Jeg sad i lang tid for at prøve at finde ordet ’anklagerfuldmægtig’ på engelsk, og jeg havde aldrig i mit liv hørt det ord før, hverken på dansk eller engelsk. Det at skulle oversætte er megasvært, for mange af ordene kender jeg ikke engang på dansk.”

At så et frø og se det spire hos Alpha-Lingua

Og det er sød musik i ørerne på den danske translatørstand, fordi Danmark står foran en situation, hvor professionen er presset, efter at beskikkelsen som statsautoriseret translatør og tolk i 2016 blev afskaffet, og hvor de translatør- og tolkespecifikke studier som konsekvens langsomt er svundet ind til et begrænset udvalg i de fire største europæiske sprog: Tysk, fransk, engelsk og spansk.

 

Seneste indlæg

I tolkens nåde

At blive tolket er en tillidssag. Derfor er det i alles interesse, at tolken kender til tolkeetik, tolketeknik og sprogets finesser.

Læs mere

En branche i evig bevægelse

Translatører og tolke må til enhver tid være på jagt. Det hedder opkvalificering og er en nødvendighed for at holde sig ajour og på forkant.

Læs mere

Professionel tolkning stadig i højsædet

På et skrivebord hos Alpha-Lingua ligger der en Filofaxkalender. Ugeopslaget for uge 44 viser, at tolken skal arbejde for Det Italienske Kulturinstitut, et færøsk pædagogseminar og Metroselskabet.

Læs mere

På polsk overarbejde

Vi støder ofte på sjove udfordringer som translatører og tolke. Vores polske translatør Paulina Lundén kom på overarbejde, da hun skulle oversætte beskeder med et på forhånd bestemt antal anslag.

Læs mere