Tolkeoplevelser #1
Tolkeoplevelser – En dannelsesrejse ind i porcelænets verden
Det udfordrende og samtidigt spændende ved tolkebranchen er, at man faktisk kan blive bedt om at tolke inden for alverdens sektorer og under de mest mærkværdige forhold. Jeg havde ikke fungeret særligt længe som tolk, da jeg fik min første ”specielle” tolkeopgave.
Jeg var blevet kontaktet af et amerikansk bureau, som skulle bruge en dansk-italiensk tolk til et forretningsmøde i Jylland. Jeg fik blot at vide, at der var to italienske kvinder, som kom til Danmark for at købe nogle antikviteter. Ikke nok med, at det var langt væk fra mit sædvanlige virkeområde, så gik det hurtigt op for mig, at terminologien heller ikke just lå inden for mit sædvanlige repertoire – men min indre novice var alligevel så glad for at have fået en opgave, så jeg tog selvfølgeligt imod med kyshånd.
Da jeg endeligt mødte op foran det aftalte sted (som viste sig at være antikvitetsforretningen) tidligt om morgenen, blev jeg taget imod af to ældre, velklædte italienske damer med hat (ved ikke hvorfor, men det bed jeg mærke i), som fortalte mig, hvad der skulle foregå. Det viste sig, at de to kvinder arbejdede for en italiensk TV-shop, og at de var kommet til Jylland (af alle steder) for at indkøbe antikviteter, som så skulle sælges gennem TV-shoppen. Men det var ikke hvilke som helst antikviteter: Det var porcelæn. Kongeligt porcelæn. Aldrig har jeg set så mange platter, figurer, kopper, underkopper, tallerkener, tandstikholdere osv.
Det skal lige siges, at jeg på daværende tidspunkt var relativt – hvis ikke komplet – uvidende, hvad porcelæn angik, så de to dages tolkning (ja – to hele dage fra morgen til aften) blev min første dannelsesrejse inden for porcelænets verden (og terminologi). Mens de fra hver ende af den overfyldte kælderbutik råbte (af og til i kor) ”20 af dem her”, ”50 af dem her”, ”Har du også den fra 1986?” og ”Vi tager det hele”, tog de to damer sig tid til at forklare mig historien bag Bing og Grøndahl, Den Kongelige Porcelænsfabrik mv., herunder hvordan man kunne skelne de originale (fremstillet i Danmark) stel fra de nye (og dem skulle de ikke nyde noget af), hvilke samleobjekter var sjældne, hvad man brugte diverse (for mig) uidentificerbare porcelænsanordninger til og meget mere.
For at gøre en lang historie kort, tog de to italienske kvinder hjem med uhørte mængder porcelæn, antikvaren fik sit livs handel (et krydstogt for hele familien var nok på sin plads), og jeg tog hjem en sjov tolkeoplevelse rigere.